Maja’s historie

Hendes mor var ekstremt kontrollerende, uforudsigelig og straffende over for Maja, som ikke måtte bestemme, hvem hun ville lege med, eller hvilket tøj hun ville have på, og hun kunne heller ikke regne med fred og ro, når hun var i skole, fordi hendes mor pludselig ville dukke op og tage Maja med hjem.

Da Maja var 10 år, flyttede hendes far fra gården i nogle måneder, og det var en dårlig tid for Maja. Hendes far vendte tilbage, og de fire boede der, indtil Maja var 11 år.
Da det fortsatte med at gå meget dårligt, forsøgte både faderens og mors familie at hjælpe. Moderen blev fysisk fjernet fra huset og fik at vide af politiet, at hun ikke måtte der. Samtidig blev Maja og hendes bror ført til deres bedsteforældres hjem. Det var meget skræmmende for Maja, fordi hendes mor havde fortalt Maja, at hendes bedsteforældre var farlige, så hun havde ikke haft mulighed for at lære dem at kende før.

Tiden efter var svær

Faderen kørte galt i en traktor og blev kort efter derudover nyresyg. Det betød, at Maja blev ’mor’ på gården og nu både skulle passe sin far og sin bror udover, at hun selv havde sin skole og sin hest.

Maja’s mor ville ikke være indlagt og dukkede igen og igen op på gården, indtil hun fik polititilhold.
Ingen på Maja’s skole bemærkede, at noget var ændret for Maja, for moderen dukkede stadig op der.
Maja knoklede det bedste hun kunne på gården, og når hun var i skole, var hun bange. Presset på den unge pige voksede og voksede og pludselig i 9. klasse oplevede hun en indre uro. Hendes søvnløshed og angst tog til og situationen kørte mere og mere op. Da Maja var 13 år gammel, udløses den helt store reaktion. Maja brød grædende sammen og kunne ikke stoppe igen.

De følgende 5 år blev Maja kastet rundt fra det ene bosted til det andet og indimellem var hun af flere omgange indlagt på psykiatriske hospitaler. Maja mistrivedes, var utryg og bange og fyldtes med mere og mere medicin.

Maja nedbrydes langsomt og det gør hendes krop også. Ingen reagerede på, at Maja udviste frygt for de medbeboere, der ligesom hendes mor led af skizofreni og ingen reagerede, da Maja blev inkontinent og måtte gå med ble og endte med at ligge under sin seng sammenkrøllet i fosterstilling.
På det tidspunkt tænkte Maja ikke én eneste selvstændig tanke.
Hun var fuldstændig apatisk og opgivende.

Majas bedsteforældre havde fulgt efter Maja og var dybt frustrerede over hendes tilstand. Fra de var 16 år bad de kommunen om at give dem lov til at tage Maja med hjem, så de kunne hjemmeskole hende. Det ville kommunen dog ikke bevilge. Maja kæmper stadig på grund af for meget stress, og det frustrerer hendes bedsteforældre, men da Maja nu er 19 og myndig, beslutter de sig for at prøve at tage hende med hjem, så Maja kan få sit liv tilbage på sporet.

På dette tidspunkt er Majas almene tilstand meget dårlig både kognitivt og fysisk. Hun kan ikke gøre noget for sig selv, inklusive at spise og gå på toilettet. Hendes bedsteforældre er omkring hende hele tiden og hjælper hende med alt.

Maja får det langsomt bedre på bedsteforældrenes gård. Hun kravler rundt på alle fire, når hun skal flytte rundt, og hendes bedsteforældre støtter hende på alle måder med kun ét mål:
Maja skal opleve, at livet kan være dejligt.

Bedsteforældrene gør en kæmpe indsats.

Da Maja er omkring 18 år, dør Majas mor på grund af aggressiv tarmkræft. Maja besøger hende en sidste gang på hospice efter mange år uden at have set hinanden. På det tidspunkt sidder Maja selv i kørestol og har ikke kræfter til andet end bare at være. Det var en svær oplevelse at se sin egen mor sådan.

Maja er i dag i kontakt med sin far og bror og har udviklet sig til en rigtig "handy-woman". Hun fortæller stolt om alt, hvad hendes bedstefar lærte hende om at save, bygge, male og svejse, da de gik på hans værksted sammen på hendes bedsteforældres gård.
Maja har sin egen lejlighed, bruger stadig meget tid på genoptræning og sammen med sin elskede hund Karlo.

Barndommen og tiden på bosteder og i psykiatrien har sat spor i Maja

Opvæksten med moderens psykiske sygdom er grunden til, at Maja i dag lever med kronisk PTSD.
Maja udtaler: ’Jeg er ikke bange for min mor mere nu, hvor hun er død, men jeg er bange for dem, der ligner hende’.

Da Maja som 13-årig bryder sammen, havde hun aldrig lært at sætte ord på sine følelser, hun kunne ikke sige: ’Jeg er ked af det, fordi …..’

'Jeg havde brug for ro, omsorg og nærvær – intet andet – men jeg fik alt andet end det', siger hun uden tøven under vores interview af hende.

Maja arbejder stadig på at komme af med, eller i det mindste mindske, de fysiske skader forårsaget af 6 års ophold på plejehjem og psykiatrisk behandling. Inaktiviteten og den deraf følgende dårlige cirkulation har forårsaget delvist tab af bevægelighed i begge hendes ben, og genoptræningen fortsætter i håbet om at blive rask. Derudover lider hun i øjeblikket af skoliose, som er en lateral krumning af rygsøjlen.

På Majas arme er der synlige ar fra dengang Maja var indlagt og bed sig selv i et forsøg på at finde trøst.

På en positiv bemærkning har Maja lært, at man ikke skal skjule sine begrænsninger for omverdenen. At hun skal kunne være ærlig, og at folk kan acceptere hende på trods af hendes PTSD uden at skulle "fixe" hende. Den del klarer hun selv, for som hun siger:

'Det, vi rummer, lærer vi at håndtere. Hvad vi ikke indeholder, lærer vi aldrig at klare.
Hvis du kan lære at arbejde med din PTSD, er det en ressource.'

Maja nævner også, at der for hende er stor forskel på at 'klage' og sige, at 'situationen er meget svær'. Hun og hendes bedsteforældre kæmpede i årevis for at få hjælp fra kommunen, men det tog meget energi, og de indså, at de ikke kunne klare det alene.

'Ræk altid ud til andre, når noget er for svært. Det er ikke altid klogt at gøre arbejdet på egen hånd'.

Maja’s personlige erfaring med PTSD

Vi har spurgt Maja, hvordan hun lever med PTSD og hvilke erfaringer hun har gjort sig.
Hun besvarer alle spørgsmål meget sagligt og samtidig på en meget levende måde.

'Når du lider af PTSD, handler det om at føle dig tryg i usikre situationer. Det kan være bestemte situationer, lyde eller lugte, der udløser min PTSD. For eksempel kan jeg få symptomer, når jeg hører nogen hæve stemmen eller råbe, hvis jeg ser en gulfarvet Peugeot eller røde bukser og så lugten af ​​gris.
Jeg har været bange for mænd, fordi jeg har haft dårlige oplevelser i nogle hjem, og min fars tilbagevendende sygdom kan udløse mekanismer, der giver mig lyst til at hjælpe ham.
Går jeg på restaurant, hvor alt er pænt indrettet eller alle er klædt på, så forbinder jeg det med min mors kontrol, hvor alting skal være så pænt.
Ja... alle disse eksempler er ting, jeg forbinder med min fortid, som stadig kan trigge mig. Jeg bliver ikke længere angst i situationer, men jeg oplever, at jeg kan blive lidt stresset og have svært ved at falde til ro bagefter eller blive påvirket af det, når jeg skal sove.

Tidligere ville min reaktion være at begynde at gøre praktiske ting for at flygte fra mine minder og angst. Stresser mig selv mere og mere, for til sidst at brænde ud. Eller låse mig ind på et toilet og bryde sammen.
I dag er jeg bedre til at berolige mig selv, for ro er det bedste, når min krop reagerer på grund af min PTSD. Ro for mig er ikke nødvendigvis det samme som "ro" for andre. Jeg finder ro, når jeg for eksempel laver praktisk arbejde, hvor jeg kan fordybe mig i det, jeg laver.
I svære situationer bruger jeg 'NU-teknikker' til at hjælpe mig selv med at berolige mine flashbacks.
For eksempel kan jeg tage mine solbriller af og på et par gange, så min krop mærker en anden stimulus og bliver afbrudt fra at opbygge angst. Det kunne være at putte tyggegummi i munden eller vaske mine hænder i koldt vand, så varmt og så koldt igen. Det er værktøjer, der hjælper hjernen til at flytte fokus og hjælper mig med at bryde mit mønster, og hvis det ikke umiddelbart hjælper, så siger jeg til mig selv: 'OK, du har brug for en pause - hvad vil du gøre? Ofte er det nok at skifte til arbejdstøj til at berolige mig, for det tager mig tilbage til de gode stunder på min farfars værksted, hvor han lærte mig meget. Andre gange har jeg brug for at lave noget udspekuleret, så min hjerne bliver koblet fra.
Det er mit RUM, alle der lider af PTSD burde have en.

Det er vigtigt at give dig selv lov til at tjekke ud, så du har energien til at tjekke ind igen.

Det er vigtigt at finde en måde at skabe ro for dig selv. Gør noget andet. Hvis du for eksempel sætter dig ned i 10 minutter og spiller på computeren og har det godt bagefter, er det en god vej for dig, men hvis du ikke har det bedre, var det en flugt, og du skal finde en anden aktivitet, der kan skabe ro for dig.

Jeg har flere andre positive værktøjer, såsom musik og min hund. Jeg har også en tatovering, der symboliserer mit mindset. Jeg kigger på den, når jeg skal minde mig selv om, at jeg skal et godt sted hen - 'Tatoveringen har altid min ryg'.
Jeg vælger musikken alt efter, om jeg har brug for en trist sang, der matcher mine følelser, eller en super glad sang, der hjælper mig igennem dagen. De glade sange for mig er Teddy's Friends og Bob Marley.
Karlo, min dejlige hund, er altid imødekommende og opmærksom, og han sørger for, at jeg kommer ud i naturen. Det er alt sammen godt for mig.

Jeg bliver bedre til at tage imod omsorg, så selvom jeg ved, at min bedstemor kun vil mig det bedste, har jeg nogle gange meget svært ved at acceptere hendes kærlighed og endnu sværere at give den tilbage. Hun bliver nogle gange sur over dette. Selvom jeg føler, at det at give bidrager positivt til mig selv, skal jeg bare holde fast i mine egne grænser, for går jeg for hurtigt, bryder jeg sammen. Jeg begynder at få kropsangst, mareridt om natten og så er der ingen fremtid for mig. Jeg lever NU, og jeg ønsker, at dette øjeblik skal være rart – med det, jeg også kan følelsesmæssigt.

Mit største og mest brugte værktøj i min værktøjskasse er positiv tænkning. Jeg har truffet et aktivt valg om, at jeg vil behandle andre mennesker godt, selvom det er svært, og jeg vil starte et nyt liv NU, selvom det er svært, og alle kan tage disse beslutninger, hvis de er omsorgsfulde overfor sig selv.

Samtidig skal du undgå at sammenligne, for det nytter sjældent noget, når du har særlige behov. Se i stedet på, hvordan jeg kan forbedre mine kompetencer, så jeg er i stand til at klare situationen, og hvor kan jeg finde inspiration til at ændre min situation. Dette kan være i lydbøger, klasser eller lokale aktiviteter. Når den del er på plads, kan du motivere dig selv til aktivt at arbejde med de små ting.

Motivation kan kun komme fra dig!

På dage hvor motivationen er lidt svær at finde, handler det om bare at møde op og være i dag. Hvis du ved, hvorfor du gør/reagerer, som du gør, kan du finde energi til meget.

Samtidig er det vigtigt at holde tingene enkle! Det var et kæmpe vendepunkt for mig, da jeg indså dette.

Hvis du sætter et mål om at være god ved din krop, kan de simple ting være at spise sundt, drikke vand eller dyrke motion. Hvis du sætter dig selv et mål om at komme i fitnesscenteret to gange om ugen, og det kræver 2 timers fritid for at lykkes, så har du gjort det svært for dig selv. Start med en yogamåtte i din stue i 10 minutter om dagen og glæd dig, klap dig selv på skulderen for at nå dit mål.

Hold det enkelt! Det er SÅ vigtigt.'

Majas ønske for fremtiden

'Jeg har ikke mange venner på min egen alder. Jeg er anderledes, kører på trehjulet cykel og har ikke meget selvværd. Det kan være svært og det er okay, men jeg drømmer om, at folk vil se mig med nye øjne, for jeg flytter år efter år. Giv mig en chance og lad mig bevise, at jeg kan blive bedre'.

Maja tilføjer:
'PTSD er en tilstand, så folk skal bare acceptere mig, ikke være bange eller afvisende. PTSD er en gave, der har lært mig selv SÅ godt at kende, jeg er taknemmelig for de simple ting og prøver bare at være grundlæggende glad for livet. Jeg har taget en beslutning om, at jeg vil se livet som noget positivt, for det har jeg virkelig brug for. Det beroliger mit nervesystem, hvis jeg kan finde det positive i det svære«.